“I often write some words.”
Utopia
Måske er du cyklet herhen, måske gik du, måske fik du plads i en jeg har det af HT-bus. Måske har du været på arbejde forinden, måske har du fri i dag, måske har du slet ikke et arbejde, men går i skole eller går derhjemme eller bare rundt. Måske er du syg eller stresset. Fortravlet, forjaget, forfjamsket, forelsket, forkert. For meget nem-id, mit-id, borger.dk, sundhed.dk, minsundhedsplatform, digital post eller var det nu i e-boks, netbank, aula, zoom, teams, streamingtjenester, hbo max, netflix, viaplay, disney plus, tinder, twitter, insta, snapchat og chat gpt. Apple-id, face-id, facebook, face swap, forny medarbejdersignatur for at logge på nem-refusion. Log-in mig her og log-in mig der. Log-in i min bare. Måske generer det dig ikke. Måske elsker du IT. Måske kører dit wi-fi på skinner. Dit liv på skinner. Siri er din ven. Google Mesh lytter til dig og husker dig. Måske er du glad. Måske skinner solen på dig. Måske lider du ikke af D-vitaminmangel. Måske hører du faktisk lærken. Måske generer larmen fra byen dig ikke og du bekymrer dig ikke over, at dine arme med tiden vil udvikle sig til 2 små tapper for kun at skulle holde en ipad.
Men lige meget hvad så i det øjeblik du træder ind i Møstings Hus, går op ad den gamle gråmalede trappe og ind på de knirkende gulvbrædder skal alt andet sættes på pause.
Du skal glemme alt om den hverdag du lige er trådt ud af og låne mig dine øjne og ører for en stund.
For du er landet i UTOPIA. Drømmen om en anden verden. Min drøm om en anden verden. Drømmenes verden. En langsom verden. En verden af tid. Hvor man tager sig tid til at være langsom. Hvor det er ok at være langsom. Hvor det er ok at være sårbar og tænksom og ikke skulle lade som om. Og hvor det er ok at være pissedårlig til computer og derfor lave alt i hånden. Også selvom man kunne have gjort det hele på den halve tid og have nået så meget mere og have tjent mange flere penge og investeret og ekspanderet. Nej, en analog verden. En stoflig verden. En naturlig verden. En verden hvor mennesket gror i symbiose med naturen. Hvor mennesket er natur. På lige fod med alt andet levende. For det har vi glemt og det skal vi huske. Ellers er vi fortabte. Vi er ét. Vi skal være ét. Ét med al jordisk kraft og ét med himmelhvælvingen, der omfavner os. Som én samlet frugtbar organisme.
Ellers kan alt andet være ligegyldigt.
Utopia, 2023.
Eden
I begyndelsen var Intet. Og Intet var hos Intet. Og Intet var Intet.
Det var længe før mørket herskede over verdensdybet. Men med mørket kom lyset. For ved mørke er altid lys og ved lys altid mørke. Og med lyset kom hvælvingen. Og med hvælvingen kom vandet. Og med vandet kom havet. Og med havet kom jorden.
Og det var godt.
I begyndelsen var jorden øde og tom, men jorden frembragte grønne urter, der bar frø, efter deres arter, og træer, der bar frugt med kerne, efter deres arter. Og landskabet bredte sig i åbne vidder. Og enge bølgede mod dybe dale og høje bakker. Og frem voksede de store skove, fra lille spire til grove grene, efter deres arter, frugtbare og mangfoldige.
Og det var godt.
Og vandet vrimlede med en vrimmel af levende væsener. Og fugle fløj over jorden oppe under himmelhvælvingen. Og således skabtes de store havdyr og den hele vrimmel af levende væsener, som vandet vrimler med, efter deres arter, frugtbare og mangfoldige og alle vingede væsener, efter deres arter, frugtbare og mangfoldige.
Og det var godt.
Og jorden frembragte levende væsener, efter deres arter, kvæg, kryb og vildtlevende dyr, frugtbare og mangfoldige. Og jorden frembragte menneskene, efter deres arter, i arternes billede blev de skabt på lige fod med havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden. På lige fod og betinget af.
Og det var godt.
Menneskene levede på jorden. De var nøgne og de bluedes ikke. Men på ét punkt var de anderledes end den hele mængde af vildtlevende dyr, der rører sig på jorden. De så på sig selv og følte sig hævet over hele dette himmelens og jordens paradis. De satte op regler for hinanden som var der en ed, der bestemte hvordan de skulle leve deres liv. Men med eden, kom fristelse. For ved mørke er altid lys og ved lys altid mørke. Og med fristelse kom synd og de følte sig nøgne. De kaldte det syndefaldet. Men med syndefaldet kom visdom. Og med visdom kom frugtbarhed og mangfoldighed, efter deres arter og efter andre arters arter.
Og det var godt.
Og først med syndefaldet blev den menneskelige historie til. For med frugtbarhed og mangfoldighed, efter arter og efter andre arters arter, gentages skabelsesberetningen ved enhver undfangelse og med enhver undfangelse gentages paradis, for paradiset er i den gravide og i alt andet levendes frø eller kerne, der udspringer, efter arter og efter andre arters arter. På lige fod og betinget af.
Og det er godt.
Eden, 2021
Eden
In the beginning, there was Nothing. And Nothing was with Nothing. And Nothing was Nothing.
This was long before darkness ruled the depths of the world. But with darkness came light. For in darkness there is always light, and in light always darkness. And with light came the firmament. And with the firmament came water. And with water came the sea. And with the sea came the earth.
And it was good.
In the beginning the earth was desolate and empty, but the earth produced green herbs that bore seeds, according to their species, and trees that bore fruit, according to their species. And the landscape spread over open expanses. And meadows undulated against deep valleys and high hills. And the great forests grew, from small sprouts to coarse branches, according to their species, fertile and diverse.
And it was good.
And the water abounded with a multitude of living creatures. And birds flew over the earth above the firmament. And this came the creation of the great sea creatures, and the whole multitude of living creatures, with which the water abounds, according to their species, fertile and diverse, and all winged creatures, according to their species, fertile and diverse.
And it was good.And the earth produced living creatures, according to their species, cattle, reptiles and wild animals, fertile and diverse. And the earth produced humankind, according to their species, in the image of the species they were created on a par with the fish of the sea and the birds of the sky, the cattle and all the wild animals that move on the earth. On a par with them and conditioned by them.
And it was good.
Humans lived on earth. They were naked and they were not ashamed. But in one respect they were different from all the wild animals that move on the earth. They looked at themselves and felt elevated above the entire paradise of heaven and earth. They established rules for each other as if there was an oath that determined how they should live their lives. But with the oath came temptation. For in darkness there is always light, and in light always darkness. And with temptation came sin, and they felt naked. They called it the Fall. But with the Fall came wisdom. And with wisdom came fertility and diversity, according to their species and according to the species of other species.
And it was good.
And not until the Fall did human history come into being. Because with fertility and diversity, according to species and according to species of species, the account of creation is repeated with every conception, and with every conception paradise is repeated, because paradise is in the pregnant woman and in the seed or core of every other living thing that springs forth, according to species and according to species of other species. On a par with them and conditioned by them.
And it is good.
Eden, 2021
Bare til låns
Himmelsk blå svæver over træernes lange slanke grene
Vajer i vinden som en mor vugger sit sovende barn
Bladene ringler sagte og behager mit øre
En fugl flyver deroppe
Hævet fra alt
Du kære milde vind
Du aer min hud
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns
Vandet køler min krop, når jeg hopper fra broen
Rolige tag under vandet og lange åndedræt, når mit hoved er oppe
Bølgerne glider henover min ryg
En efter en glider de videre
forbi mig og ind til bredden
Du kære kølige vand
Du renser min sjæl
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns
Solen har lunet de bløde klipper
Min hud er varm og varmen trænger helt ind til hjertet
Det pulserer og blodet strømmer i mine årer
Jeg har vist sovet lidt
Blinker øjnene åbne og lyset trænger ind,
men jeg ligger stadig helt stille
Du kære strålende sol
Du lysner mit sind
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns
Da ser jeg dig
Du kigger på mig med de øjne jeg elsker
Ligger helt tæt
Du dufter så godt
af dig
Siger ikke noget, men jeg ved hvad du tænker
For vi har fulgtes ad længe
Du kære dig
Du er min klippe
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns
Vinden vejer i det blå
Bølgerne glider ind over bredden
Solen varmer stenene og os
og jeg elsker det
Dette øjeblik af liv er tilfældigt, men intet er mere rigtigt
og dog så meningsløst
For jeg hader at alt skal forsvinde en dag
at jeg ikke mere skal mærke himlens rolige brise
Jeg hader at jeg ikke mere skal køles af vandets blå
at jeg ikke mere skal varmes af solens stråler
og at jeg ikke mere skal se ind i dine øjne
Jeg tror på solen den almægtige
himlen, jorden og havet
Jeg tror på hjertet, blodet der pumpes i kroppen, kødet, knoglerne
og huden, der holder mig sammen
Jeg tror på kærligheden og dem jeg deler den med
Men jeg forsager at det hele skal slutte en dag, jeg forsager døden og intetheden
og hvis der findes en gud, så forsager jeg denne for at tage alt fra mig igen
Dark Matter, 2019
Oh Loan
Heavenly blue hovers over the long, slender branches of the trees
waving in the wind like a mother gently rocking her sleeping child
leaves softly tingle and please my ear
A bird flies up above
Elevated from everything
My dear tender wind
You caress my skin
We are we right now and I love it
You are mine on loan
The water cools my body, as I jump in from the dock
Calm strokes under water and long breaths as my head surfaces
The waves slide over and down my back
One by one they slip on
past me and on to the shore
My dear cool water
You cleanse my soul
We are we right now and I love it
You are mine on loan
The sun has soothed the soft rocks
My skin is warm and the warmth pierces through all the way to the heart
It pulsates and the blood rushes through my veins
I must have slept shortly
I blink my eyes open and light penetrates my mind
But I keep lying still
My dear bright sun
You light up my mind
We are we right now and I love it
You are mine on loan
Then I see you
You look at me with those eyes I love
Lie so close
You smell so good
Like you
Say nothing, but I know what you think
‘Cause we have gone hand in hand for so long
My dear you
You are my rock
We are we right now and I love it
You are mine on loan
The wind waves in the blue
The waves slide onto the shore
The sun warms up the rocks and us
And I love it
This moment of life is random, but nonetheless so right
And yet so meaningless
For I hate that all of this must vanish some day
That I will no longer feel the calm breeze of the sky
I hate that I will no longer be cooled by the blue of the sea
And that I no longer be warmed by rays of sun
And I will no longer look into your eyes
I believe in the Sun, the Almighty
The Heaven, the Earth and the Sea
I believe in the heart, in the blood flowing through the body, the flesh, the bones and the skin holding me together.
I believe in love and those I share it with.
But I forsake that everything will end one day, I forsake death and the nothingness and if there is a God, I forsake this God for taking everything away from me again.
Dark Matter, 2019
Tungsind
Jeg sidder bare her.
For hvert åndedrag er det som om, mit hjerte sænker sit slag.
For hvert åndedrag falder jeg mere og mere sammen, længere og længere ned.
Gennem sofaens betræk, gennem skummet, fjedrene og hele vejen ned.
Gennem de gamle trægulve, indskuddet, ned til salen nedenunder, når kælderen, bryder betonen og jeg trækkes ned, ned gennem den tætte jord, forbi regnormene, der prøver at holde sig til, gør ikke modstand, trækker bare vejret tungt, jorden graver sig op i mine næsebor, ned i min hals, ilten er for længst væk, jeg gør ikke modstand, bryder bare grundfjeldet og de tektoniske plader for til sidst at smelte op af jordens brændende indre.
Dark Matter, 2019
Gloom
I just sit here.
For every breath it is as if my heart lowers its beat.
For every breath I collapse more and more, further and further down.
Through the cover of the sofa, through the foam, the springs and all the way down.
Through the old wooden floors, the deposit, down to the floor below, reach the basement,
Break through the concrete and I am pulled down, down through the dense ground, past the earthworms, trying to keep up, don’t resist, I just breathe heavily, the soil punches its way up through my nostrils, down my throat, the oxygen is long gone, I don’t resist, just break through the bedrock and the tectonic plates and eventually melt in the burning bowels of the earth.
Dark Matter, 2019
Tankespind
Mørket har lagt sig.
Tanker stabler sig op ovenpå ovenpå ovenpå hinanden ved siden af under foran og bag. En konstant øgning af tanker uafsluttede, uforløste og uforklarede. Nogle kollapser og falder ned over dem nedenunder. Som en lavine trækker de andre med sig. Her ligger de nu tungere og fastere end før imens tanker stabler sig ovenpå ovenpå ovenpå ved siden af under foran og bag.
Dark Matter, 2019
Speculation
The darkness descends.
Thoughts pile up on top of on top of each other next to under in front of and behind. A constant increase of thoughts incomplete, unfulfilled and unexplained. Some collapse and fall onto the ones below. Like an avalanche they swipe others with it. Now here they are, heavier and denser than before while thoughts pile up on top of on top of on top of next to under in front of and behind.
Dark Matter, 2019
Skyggeland
Når det er allermest skønt, når dagene er lyse, når vinden er mild, når solen varmer, når insekterne sværmer, når bærrene modnes, når græsset gror, når børnene leger, når min far lige har ringet, når aftenen er lang og latteren høj, ja, så kan en skygge af vemod godt fylde mit indre ved den kendsgerning, at jeg vil miste det hele en dag. For når evigheden suser forbi med en voldsom kraft hiver den kroppen med sig og lader sjælen stå fortabt tilbage.
Alt er natur, intet er ånd.
Dark Matter, 2019
Shadow land
When it’s the greatest of times, when the days are bright, when the wind is kind, when the sun gives warmth, when insects swarm, when the berries ripe, when the grass grows, when the children play, when my dad has just called, when the evening is long and the laughter is loud, yes, then a shadow of melancholy may darken my soul with the fact that I will lose it all someday. Because when eternity races past you with a violent force it reels the body in and leaves the soul lost and lonely.
Everything is nature, nothing is spirit.
Dark Matter, 2019
Aftenbøn
Kære Gud.
Jeg vil gerne undskylde for, at jeg slet ikke tror på dig.
Ved godt jeg lavede små altre og sad og bad til dig, da jeg var lille. Ved godt jeg har gået på katolsk privatskole. Ved godt jeg er blevet konfirmeret, gift i kirke og har døbt mine børn. Ved godt jeg har et billede af Jesus ved min seng. Ved godt jeg har flere kors, engle og Jomfru Mariaer i mit hjem og smykker mig med religiøse symboler. Ved godt jeg ofte går ind i en kirke, hvis jeg er alene i en fremmed by og trænger til ro. Kan endda finde på at lave korsets tegn. Ved godt jeg altid har været fascineret af tanken om katolske begravelsesoptog med sørgende sortklædte kvinder, helt hvide i ansigterne af sorg med røde læber og blomster og blonder i håret. Men det er det rene bluf. Jeg synes bare det er flot og lækkert teatralsk.
Jeg tror ik en skid på dig.
Gid jeg gjorde.
Dark Matter, 2019
Evening prayer
Dear God.
I would like to apologize for not believing in you at all.
I know that I made small altars and kneeled down to worship you when I was a kid. Know that I attended Catholic private School. Know that I have had my confirmation, was married in church and baptized my two kids. Know I have a picture of Jesus by my bed. Know that I have several crucifixes, angels and Virgin Marys in my home and I adorn myself in religious symbols. Know that I often attend churches if I am alone in a foreign city and need quiet silence. I might even do the cross. Know that I’ve always been fascinated by the thought of Catholic funeral processions with mourning women dressed in black, pale with grief and with red lips, flowers and lace in their hair.
But it’s all a complete hoax. I just think it looks great and has a theatrical swag.
I don’t believe one goddamn bit in you.
Wish I did.
Dark Matter, 2019
Den Evige Tvivler
Gad vide om man nogensinde lærer sig selv at kende? Sådan rigtigt? Eller i hvert fald accepterer én som den man er? For er det ikke sådan, at man altid er i en form for indre forandring eller at man til evighed kan blive overrasket over egne valg eller fortryde så bitterligt nogle handlinger? For sådan har jeg det. Jeg irriterer mig altid over små ting jeg har gjort som jeg ikke sku ha gjort eller ikke har gjort som jeg skulle ha gjort eller som jeg har sagt som jeg ikke skulle ha sagt eller ikke har sagt som jeg skulle ha sagt bare på en helt anden måde end jeg ville ha gjort. Så kan jeg ligge vågen en hel nat og vende og dreje mig og sukke og hyperventilere og hade mig selv og tænke “Åh nej åh nej åh nej, hvor er jeg dum” i stedet for bare at være glad for jeg valgte de høje guld cowboystøvler og ikke de flade sølv.
Det er nok bare sådan jeg er.
Dark Matter, 2019
Eternally of little faith
I wonder if you ever get to know yourself? Truly. Or at least get to accept yourself as you are? Because is it not so that we are in a state of constant inner change or that we forever more will be surprised by the choices we make or bitterly regret some of our actions? That’s how I feel. I’m always annoyed by little things that I have done that I shouldn’t have done or didn’t do, that I should have done or that I have said that I shouldn’t have said or I didn’t say that I should have said just in a completely different way than I would have done. Then I might lie awake in bed all night and toss and turn and moan and hyperventilate and hate myself and think “oh no oh no oh no, I’m so stupid” instead of just being happy that I chose the tall golden cowboy boots and not the flat silver ones.
That’s probably just the way I am.
Dark Matter, 2019
Langsomt siver det gennem mine hænder
Her hænger jeg.
Jeg hænger fast.
Fast i en knude af kroppe.
Hudløs og blottet.
Naglet fast til uundgåelighed med livets lod på mine skuldre.
Langsomt siver det.
Langsomt siver det gennem mine hænder.
Langsomt siver det gennem mine hænder, 2011
Slowly Seeping through my Hands
Here I hang
Firmly caught
Fixed in a knot of bodies.
Naked and exposed.
Nailed to the inevitable with the weight of life on my shoulders.
Slowly seeping.
Slowly seeping through my hands.
Slowly Seeping Through My Hands, 2011