“I often write some words.”

Tankespind

Mørket har lagt sig.
Tanker stabler sig op ovenpå ovenpå ovenpå hinanden ved siden af under foran og bag. En konstant øgning af tanker uafsluttede, uforløste og uforklarede. Nogle kollapser og falder ned over dem nedenunder. Som en lavine trækker de andre med sig. Her ligger de nu tungere og fastere end før imens tanker stabler sig ovenpå ovenpå ovenpå ved siden af under foran og bag.

Dark Matter, 2019

Speculation

The darkness descends.
Thoughts pile up on top of on top of each other next to under in front of and behind. A constant increase of thoughts incomplete, unfulfilled and unexplained. Some collapse and fall onto the ones below. Like an avalanche they swipe others with it. Now here they are, heavier and denser than before while thoughts pile up on top of on top of on top of next to under in front of and behind.

Dark Matter, 2019

Bare til låns

Himmelsk blå svæver over træernes lange slanke grene
Vajer i vinden som en mor vugger sit sovende barn
Bladene ringler sagte og behager mit øre
En fugl flyver deroppe
Hævet fra alt

Du kære milde vind
Du aer min hud
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns

Vandet køler min krop, når jeg hopper fra broen
Rolige tag under vandet og lange åndedræt, når mit hoved er oppe
Bølgerne glider henover min ryg
En efter en glider de videre
forbi mig og ind til bredden

Du kære kølige vand
Du renser min sjæl
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns

Solen har lunet de bløde klipper
Min hud er varm og varmen trænger helt ind til hjertet
Det pulserer og blodet strømmer i mine årer
Jeg har vist sovet lidt
Blinker øjnene åbne og lyset trænger ind,
men jeg ligger stadig helt stille

Du kære strålende sol
Du lysner mit sind
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns

Da ser jeg dig
Du kigger på mig med de øjne jeg elsker
Ligger helt tæt
Du dufter så godt
af dig
Siger ikke noget, men jeg ved hvad du tænker
For vi har fulgtes ad længe

Du kære dig
Du er min klippe
Vi er vi lige nu og jeg elsker det
Jeg har dig bare til låns

Vinden vejer i det blå
Bølgerne glider ind over bredden
Solen varmer stenene og os
og jeg elsker det
Dette øjeblik af liv er tilfældigt, men intet er mere rigtigt
og dog så meningsløst
For jeg hader at alt skal forsvinde en dag
at jeg ikke mere skal mærke himlens rolige brise
Jeg hader at jeg ikke mere skal køles af vandets blå
at jeg ikke mere skal varmes af solens stråler
og at jeg ikke mere skal se ind i dine øjne

Jeg tror på solen den almægtige
himlen, jorden og havet
Jeg tror på hjertet, blodet der pumpes i kroppen, kødet, knoglerne
og huden, der holder mig sammen
Jeg tror på kærligheden og dem jeg deler den med
Men jeg forsager at det hele skal slutte en dag, jeg forsager døden og intetheden
og hvis der findes en gud, så forsager jeg denne for at tage alt fra mig igen

Dark Matter, 2019

Oh Loan

Heavenly blue hovers over the long, slender branches of the trees
waving in the wind like a mother gently rocking her sleeping child
leaves softly tingle and please my ear
A bird flies up above
Elevated from everything

My dear tender wind
You caress my skin
We are we right now and I love it
You are mine on loan

The water cools my body, as I jump in from the dock
Calm strokes under water and long breaths as my head surfaces
The waves slide over and down my back
One by one they slip on
past me and on to the shore

My dear cool water
You cleanse my soul
We are we right now and I love it
You are mine on loan

The sun has soothed the soft rocks
My skin is warm and the warmth pierces through all the way to the heart
It pulsates and the blood rushes through my veins
I must have slept shortly
I blink my eyes open and light penetrates my mind
But I keep lying still

My dear bright sun
You light up my mind
We are we right now and I love it
You are mine on loan

Then I see you
You look at me with those eyes I love
Lie so close
You smell so good
Like you
Say nothing, but I know what you think
‘Cause we have gone hand in hand for so long

My dear you
You are my rock
We are we right now and I love it
You are mine on loan

The wind waves in the blue
The waves slide onto the shore
The sun warms up the rocks and us
And I love it

This moment of life is random, but nonetheless so right
And yet so meaningless
For I hate that all of this must vanish some day
That I will no longer feel the calm breeze of the sky
I hate that I will no longer be cooled by the blue of the sea
And that I no longer be warmed by rays of sun
And I will no longer look into your eyes

I believe in the Sun, the Almighty
The Heaven, the Earth and the Sea
I believe in the heart, in the blood flowing through the body, the flesh, the bones and the skin holding me together.
I believe in love and those I share it with.
But I forsake that everything will end one day, I forsake death and the nothingness and if there is a God, I forsake this God for taking everything away from me again.

Dark Matter, 2019

Tungsind

Jeg sidder bare her.
For hvert åndedrag er det som om, mit hjerte sænker sit slag.
For hvert åndedrag falder jeg mere og mere sammen, længere og længere ned.
Gennem sofaens betræk, gennem skummet, fjedrene og hele vejen ned.
Gennem de gamle trægulve, indskuddet, ned til salen nedenunder, når kælderen, bryder betonen og jeg trækkes ned, ned gennem den tætte jord, forbi regnormene, der prøver at holde sig til, gør ikke modstand, trækker bare vejret tungt, jorden graver sig op i mine næsebor, ned i min hals, ilten er for længst væk, jeg gør ikke modstand, bryder bare grundfjeldet og de tektoniske plader for til sidst at smelte op af jordens brændende indre.

Dark Matter, 2019

Gloom

I just sit here.
For every breath it is as if my heart lowers its beat.
For every breath I collapse more and more, further and further down.
Through the cover of the sofa, through the foam, the springs and all the way down.
Through the old wooden floors, the deposit, down to the floor below, reach the basement,
Break through the concrete and I am pulled down, down through the dense ground, past the earthworms, trying to keep up, don’t resist, I just breathe heavily, the soil punches its way up through my nostrils, down my throat, the oxygen is long gone, I don’t resist, just break through the bedrock and the tectonic plates and eventually melt in the burning bowels of the earth.

Dark Matter, 2019

Skyggeland

Når det er allermest skønt, når dagene er lyse, når vinden er mild, når solen varmer, når insekterne sværmer, når bærrene modnes, når græsset gror, når børnene leger, når min far lige har ringet, når aftenen er lang og latteren høj, ja, så kan en skygge af vemod godt fylde mit indre ved den kendsgerning, at jeg vil miste det hele en dag. For når evigheden suser forbi med en voldsom kraft hiver den kroppen med sig og lader sjælen stå fortabt tilbage.
Alt er natur, intet er ånd. 

Dark Matter, 2019

Shadow land

When it’s the greatest of times, when the days are bright, when the wind is kind, when the sun gives warmth, when insects swarm, when the berries ripe, when the grass grows, when the children play, when my dad has just called, when the evening is long and the laughter is loud, yes, then a shadow of melancholy may darken my soul with the fact that I will lose it all someday. Because when eternity races past you with a violent force it reels the body in and leaves the soul lost and lonely.
Everything is nature, nothing is spirit.

Dark Matter, 2019

Aftenbøn

Kære Gud.
Jeg vil gerne undskylde for, at jeg slet ikke tror på dig.
Ved godt jeg lavede små altre og sad og bad til dig, da jeg var lille. Ved godt jeg har gået på katolsk privatskole. Ved godt jeg er blevet konfirmeret, gift i kirke og har døbt mine børn. Ved godt jeg har et billede af Jesus ved min seng. Ved godt jeg har flere kors, engle og Jomfru Mariaer i mit hjem og smykker mig med religiøse symboler. Ved godt jeg ofte går ind i en kirke, hvis jeg er alene i en fremmed by og trænger til ro. Kan endda finde på at lave korsets tegn. Ved godt jeg altid har været fascineret af tanken om katolske begravelsesoptog med sørgende sortklædte kvinder, helt hvide i ansigterne af sorg med røde læber og blomster og blonder i håret. Men det er det rene bluf. Jeg synes bare det er flot og lækkert teatralsk.
Jeg tror ik en skid på dig.
Gid jeg gjorde.

Dark Matter, 2019

Evening prayer

Dear God.
I would like to apologize for not believing in you at all.
I know that I made small altars and kneeled down to worship you when I was a kid. Know that I attended Catholic private School. Know that I have had my confirmation, was married in church and baptized my two kids. Know I have a picture of Jesus by my bed. Know that I have several crucifixes, angels and Virgin Marys in my home and I adorn myself in religious symbols. Know that I often attend churches if I am alone in a foreign city and need quiet silence. I might even do the cross. Know that I’ve always been fascinated by the thought of Catholic funeral processions with mourning women dressed in black, pale with grief and with red lips, flowers and lace in their hair.
But it’s all a complete hoax. I just think it looks great and has a theatrical swag.
I don’t believe one goddamn bit in you.
Wish I did.

Dark Matter, 2019

Den Evige Tvivler

Gad vide om man nogensinde lærer sig selv at kende? Sådan rigtigt? Eller i hvert fald accepterer én som den man er? For er det ikke sådan, at man altid er i en form for indre forandring eller at man til evighed kan blive overrasket over egne valg eller fortryde så bitterligt nogle handlinger? For sådan har jeg det. Jeg irriterer mig altid over små ting jeg har gjort som jeg ikke sku ha gjort eller ikke har gjort som jeg skulle ha gjort eller som jeg har sagt som jeg ikke skulle ha sagt eller ikke har sagt som jeg skulle ha sagt bare på en helt anden måde end jeg ville ha gjort. Så kan jeg ligge vågen en hel nat og vende og dreje mig og sukke og hyperventilere og hade mig selv og tænke “Åh nej åh nej åh nej, hvor er jeg dum” i stedet for bare at være glad for jeg valgte de høje guld cowboystøvler og ikke de flade sølv.
Det er nok bare sådan jeg er.

Dark Matter, 2019

Eternally of little faith

I wonder if you ever get to know yourself? Truly. Or at least get to accept yourself as you are? Because is it not so that we are in a state of constant inner change or that we forever more will be surprised by the choices we make or bitterly regret some of our actions? That’s how I feel. I’m always annoyed by little things that I have done that I shouldn’t have done or didn’t do, that I should have done or that I have said that I shouldn’t have said or I didn’t say that I should have said just in a completely different way than I would have done. Then I might lie awake in bed all night and toss and turn and moan and hyperventilate and hate myself and think “oh no oh no oh no, I’m so stupid” instead of just being happy that I chose the tall golden cowboy boots and not the flat silver ones.
That’s probably just the way I am.

Dark Matter, 2019

Langsomt siver det gennem mine hænder

Her hænger jeg.
Jeg hænger fast.
Fast i en knude af kroppe.
Hudløs og blottet.
Naglet fast til uundgåelighed med livets lod på mine skuldre.
Langsomt siver det.
Langsomt siver det gennem mine hænder.

Langsomt siver det gennem mine hænder, 2011

Slowly Seeping through my Hands

Here I hang
Firmly caught
Fixed in a knot of bodies.
Naked and exposed.
Nailed to the inevitable with the weight of life on my shoulders.
Slowly seeping.
Slowly seeping through my hands.

Slowly Seeping Through My Hands, 2011